Diabetesdebat  Diabeteschat.dk
Menu
ForsideForside
Mest læste indlægMest læste indlæg
Lavt blodsukkerLavt blodsukker
LevemirLevemir
Merudgifter - lad os lave en liste!Merudgifter - lad os lave en liste!
Hjælp til merudgifter § 100Hjælp til merudgifter § 100
Jeres langtidsblodsukkerJeres langtidsblodsukker
Sidste nye indlægSidste nye indlæg
[uden titel][uden titel]
..........
Levemir og Q10Levemir og Q10
[uden titel][uden titel]
[uden titel][uden titel]
Er du her for første gangEr du her for første gang
...tilmeld dig inden login
LoginLogin
TilmeldTilmeld
Spørg moderatorSpørg moderator
Teknisk hjælpTeknisk hjælp
SøgSøg
Har du brug for faglig rådgivning?
Spørgsmål og svarSpørgsmål og svar
Spørg eksperterneSpørg eksperterne
Spørg brevkassenSpørg brevkassen

 
Min kæreste har type 1

 
Skriv nyt emne   Besvar indlægget    Diabetesdebat -> Pårørende
Vis foregående emne :: Vis næste emne  
Forfatter Besked
Redefine_Me
Pårørende til type 1 diabetes
Pårørende til type 1 diabetes
Indmeldt: 11. maj 2009
Indlæg: 2

Indlæg Min kæreste har type 1 Besvar, med citat
Skrevet: 02/11 2009 23:18

Hej. Jeg er en knægt på 18, som har jordens dejligste kæreste, ligeledes på 18 år.. Hun fik konstateret type 1 i april i år, og ja, hun har VIRKELIGT svært med det. Hun kan slet ikke acceptere det, og siger hun ikke vil komme til det. Jeg prøver at støtte hende, være der, og trøste hende, når hun har det svært. Det vil sige, for det meste, når hun har for højt blodsukker.

Hun har det rigtigt godt når hendes blodsukker ligger godt, men det er tit for højt til aften, inden vi går i seng. Hun reagerer, meget negativt på det, når det er for højt. Først bliver hun rigtigt sur, til tider lige "agressiv" (ved ikke om det er ordet), og bagefter bliver hun ked af det. Rigtigt ked af det. Dvs. hun græder faktisk hver gang hendes blodsukker er over 10. (Der går en slags "smertegrænse" - hun kan/vil IKKE acceptere det, hvis det er højere end 10)

Er det almindeligt at have så svært ved at acceptere det, og at reagere så voldsomt?

Jeg bliver enormt frusteret, for ligegyldigt hvad jeg siger, så virker det ikke. Hun er virkeligt utrøstelig, og kan græde tungt, og længe. Jeg ved virkeligt ikke hvad jeg kan gøre, jeg ville bare ønske jeg kunne få hende til at få det bedre. Jeg har endda foreslået psykolog, men det vil hun slet ikke snakke om. "Hvad f**** nytter det, at snakke om det?" Suk.

Hvad skal jeg gøre? Hun frastøder alt og alle, når hun har det svært. Selv jeg, må til tider ikke være i nærheden af hende.

Til hverdag fungerer hun faktisk rigtigt godt, får gode karakterer i skolen, og er tit sammen med veninderne. Men det er ikke noget hun åbner sig for, selv ikke for hendes nærmeste veninder. Hun stiller nærmest en facade op, 24/7 som om alt er iorden, jeg er den eneste der ser hvor skidt hun egentligt har det, inderst inde. Hun græder forresten ALDRIG i andres nærvær, end mit. Det har jeg også enormt svært ved, at jeg går med det selv.

Jeg har prøvet at gå til hendes mor med det (som hun stadig bor ved), men følte egentligt at jeg blev fejet fuldstændigt af med det. Generelt synes jeg ikke hendes forældre (som iøvrigt er skilt) er ret samarbejdsvillige, og gode til at sætte sig ind i tingene. De tager meget "let" på det. Men selvfølgelig, når hun ser ud til at have det godt ud til, så er det vel også svært?

En anden ting jeg lige vil have med; hurtigt virkende insulin. Hun NÆGTER at begynde at tage det. Hun får kun den langsomtvirkende nu, men hun har fået en hurtigtvirkende-pen, til når blodsukkeret er for højt. Men hun NÆGTER at bruge den, det er ene og alene tanken om at skulle stikke sig i maven. Hun VIL simpelthen bare ikke. Jeg er så nervøs for, når hun på et tidspunkt SKAL til at tage det hurtigtvirkende. For hun er virkeligt stædig.

Er det en normal reaktion, findes der virkeligt ingen alternativer end at stikke sig i maven?

Håber der er nogen der orker at læse min lange smøre. Jeg er ved at løbe tør for idéer.
Tilbage til toppen
Vis brugerens profil Send privat besked
leira
Type 1 diabetes
Type 1 diabetes
Indmeldt: 22. maj 2008
Indlæg: 112

Indlæg Re: Min kæreste har type 1 Besvar, med citat
Skrevet: 03/11 2009 0:07

Du er sgu en god kæreste!

Det med psykologen er en god idé, men det nytter jo ikke, når hun ikke vil. Alternativt tænker jeg på, om du kan tage med hende til kontrol næste gang? Du kan måske hjælpe hende med at få talt tingene igennem med lægen og sygeplejersken.

Jeg er sikker på, at hun reagerer helt normalt. Kan godt forstå hun er vred og ked af det, og så er det jo vigtigt, at hun har én som dig i sit liv, som tager det alvorligt. Uden at virke for psykolog-agtig, så skal man have lov til at sørge og være vred - specielt når man lige har fået sukkersyge. Når jeg bliver ked af det, hjælper det, at mine venner og veninder er vrede sammen med mig og giver mig ret i, at det hele er noget lort - og tager mig alvorligt. Mange har en tendens til at bagatellisere sukkersyge (ligesom du beskriver hendes forældre gør).

Din kæreste kan godt tage hurtigtvirkende i låret - det tager noget af effekten, men det er bedre end at lade være... og ja, det er en ond cirkel: Hvis blodsukkeret er højt, så bliver humøret også påvirket.

Jeg er ikke så genial til sådan noget, men der er garanteret mange herinde, der vil hjælpe. Jeg synes bare, du er gennemført sej. Det er ikke alle, der støtter så meget op om folk omkring dem.

Alt vel!
Leira


Sidst rettet af leira 03/11 2009 0:09, rettet 1 gang
Tilbage til toppen
Vis brugerens profil Send privat besked
leira
Type 1 diabetes
Type 1 diabetes
Indmeldt: 22. maj 2008
Indlæg: 112

Indlæg Re: Min kæreste har type 1 Besvar, med citat
Skrevet: 03/11 2009 0:08

slettet
Tilbage til toppen
Vis brugerens profil Send privat besked
Ronge
Gæst



Indlæg Besvar, med citat
Skrevet: 03/11 2009 10:57

Diabetes er en skide træls sygdom at slos med, og jeg tror at det må være noget nær det værste, at få det konstateret mens man er helt ung. Alt hvad man foretager sig har indflydelse på ens blodsukker, og det er derfor temmelig svært at styre.

Når din kæreste bliver sur og gal, når hendes BS kommer over 10, så viser hun faktisk at hun tager sygdommen rimelig alvorlig. Det er en god ting, for mange teenagere vil slet ikke tage sig af sygdommen.

Du gør et langt stykke af vejen det rigtige Redefine_Me, det eneste jeg lige kan komme i tanke om, er at du måske skal prøve at snakke med din kæreste. Ikke når hun er ked/sur osv. Men i har sikkert en del stunder hvor i sludrer om alt muligt andet. Du skal slet og ret konfrontere hende med at du bliver ked af det, når hun reagerer som hun gør. Du bliver jo nærmest bange for hende, og det duer jo bare ikke.

Jeg tror også det vil være en god ide, hvis du må tage med til kontrol. Fortæl din kæreste, at du har lidt tvivlsspørgsmål, som du gerne vil snakke med hendes behandler om f.eks. "hvad skal du gøre, hvis hun går meget lav". Til kontrollen kan du så prøve at komme ind på din kærestes vrede over høj BS. Så kan vi kun håbe, at behandleren formår at forklare din kæreste hvad hun skal gøre, i stedet for at fare i hovedet af dig.

Det omkring hendes forældre, det er vist et kapitel for sig selv. De har nærmest med garanti ikke sat sig en skid ind i datterens sygdom. Det virker ikke sådan, ud fra det du skriver, de ser en glad datter, og så har hun sq nok styr på det, og hvorfor så gå og bekymre sig om det. Jeg kan tage fejl, den kan også vende sådan, at det er din kæreste der holder dem ude. Men så tror jeg de ville ta en snak med dig, for om muligt at du kunne hjælpe dem. Du kender nok selv til det, at man som ung syntes at de gamle vil blande sig i alt for meget Wink Jeg har selv børn på jeres alder, så jeg kender godt nogle af de bemærkninger, man som forældre må stå model til.

Håber min lange smørre kan være til bare lidt hjælp.
Tilbage til toppen
Kiwi
Type 1 diabetes
Type 1 diabetes
Indmeldt: 14. jan 2009
Indlæg: 24

Indlæg Besvar, med citat
Skrevet: 03/11 2009 15:07

Jeg vil give leira og Ronge helt ret, så der er ingen grund til at gentage, hvad de allerede har sagt så udmærket. Dog vil jeg tilføje til Ronges indlæg, at du skal være omhyggelig med formuleringen når du konfronterer din kæreste med dine følelser. Hvis det bliver formuleret lidt uheldigt risikerer du at hun for at skåne dig fremover vil forsøge at kontrollere sine grådanfald i nærheden af dig, uden at hun dog er sluppet af med de følelser, der udløser dem. Sørg for at fortælle hende at det er ok at hun reagerer med sorg eller vrede, men at du gerne vil have, at hun også udtrykker sine følelser ved at snakke med dig om dem.
Det hun går igennem nu er vi nok mange der kan nikke genkendede til, måske især os, der ligesom din kæreste har oplevet en normal barndom og først er blevet diabetikere som voksne.

Som de andre allerede har sagt, er du en fantatisk god kæreste, og tro mig, det hjælper mere end man skulle tro (og mere end man faktisk selv tror) at have sådan en som støtte. Taler af erfaring Wink
Tilbage til toppen
Vis brugerens profil Send privat besked
Vis ikke emner ældre end:   
Skriv nyt emne   Besvar indlægget    Diabetesdebat -> Pårørende
Side 1 af 1

 
Version 1.5e - Produced by Agentor Systems - Based on phpBB © 2001, 2005 phpBB Group