Diabetesforeningen


Diabetesforeningen er en interesseorganisation, der siden 1940 har støttet diabetikere. Foreningen har i dag ca. 80.000 medlemmer og er dermed en af Danmarks største patientforeninger. I Diabetesforeningen kæmper vi diabetikernes sag. Vi arbejder for at forbedre livsvilkårene for mennesker med diabetes og sætte diabetes på den politiske dagsorden. Vi arbejder inden for tre indsatsområder: - At forebygge diabetes - At leve godt med diabetes - At helbrede/forske i diabetes

Vi taler diabetikernes sag
Vi taler med politikere på lokalt, regionalt og nationalt plan for at sikre, at der er fokus på alle aspekter af diabetes: Fysisk og psykisk sundhed, social velfærd, arbejdsliv og økonomi. Med din støtte kan vi fortsætte kampen for f.eks.: - Flere bevillinger inden for sundhedsvæsnet til diabetesområdet (behandling, forebyggelse, screening, egenomsorg) - Dækning af de merudgifter, der opstår for den enkelte patient i forbindelse med sygdommen - Et sammenhængende behandlingsforløb for den enkelte patient

Vi støtter forskning
Forskning spiller en central rolle i Diabetesforeningen. Det er vigtigt for os at følge diabetesforskningen i Danmark og i andre lande, men i høj grad også at bidrage til at styrke forskningen i diabetes i Danmark. Ud over egne undersøgelser og projekter støtter vi en bred vifte af forskningsprojekter, som omhandler diabetes. Vi indsamler penge for at kunne støtte den danske diabetesforskning og bidrager hermed bl.a. til: - Øget viden om forebyggelse og årsager til diabetes - Bedre behandling og egenomsorg - I fremtiden at kunne finde en kur mod diabetes

Læs mere om Diabetesforeningen på www.diabetes.dk